Hvorfor Kompetencecertifikat A2?
- 21. jul.
- 3 min læsning
Hvilke droner må du flyve med og hvor, hvis du har Kompetencecertifikat A2?
Jeg har for nylig haft en god og grundig dialog med Trafikstyrelsen om nogle af de spørgsmål, jeg ofte får fra kursister og medlemmer.
Her får du en letforståelig opsummering af deres svar – især hvad du må (og ikke må), hvis du har kompetencecertifikat A2. Det handler særligt om, hvilke droner du må flyve med – og hvor.
Hvad giver Kompetencecertifikat A2 adgang til?
A2-certifikatet giver dig mulighed for at flyve tættere på mennesker – men kun hvis du bruger en C2-mærket drone og følger A2-reglerne.
Mange tror fejlagtigt, at A2-certifikatet betyder, at man kan flyve sin C1-drone efter A2-reglerne. Det er faktisk omvendt: Reglerne følger dronens klassificering – ikke dit certifikat.
Hvilke regler gælder for hvilke droner?
Hvis du har en C1-drone, som fx DJI Air 3S, så skal du følge reglerne i A1-kategorien – selvom du har A2-certifikat.
Og det er faktisk en fordel: A1-reglerne er mere lempelige end A2-reglerne og tillader f.eks. kortvarig overflyvning af uvedkommende personer. A2-reglerne kræver derimod mindst 30 meters afstand – eller 5 meter ved lav hastighed.
Derfor giver det ikke mening at flyve en C1-drone efter A2-reglerne.
Eksempel: Flyvning i rødt område ved vandflyveren

På kortet over Nordhavnen i København er der et flyvesikringskritisk område. Her må man normalt ikke flyve efter 1/7-2025. Men hvis du har A2-certifikat, må du gerne flyve i området, når vandflyveren ligger til dok, eller hvis den er uden for området.
Det står direkte i Trafikstyrelsens bekendtgørelse BEK 527, § 9b.
Du må gerne flyve med både C0-, C1- og C2-droner i området – så længe du følger de regler, der gælder for den droneklasse, du bruger. Du behøver altså ikke flyve efter A2-reglerne – du må flyve der, fordi du har A2-certifikatet.

A2-certifikat = Adgangsbillet – ikke begrænsning
Trafikstyrelsen har bekræftet: A2-certifikatet giver dig adgang til særlige områder, men begrænser dig ikke til én type drone. Du skal bare følge reglerne, der passer til dronens mærkning.
Hvad betyder det for dig?
Har du A2-certifikat:
Du har adgang til dispensation og flyvning i særlige zoner.
Du skal stadig følge reglerne for den drone, du flyver med.
Overvejer du A2-certifikat:
Du får nye muligheder uden at skulle købe ny drone.
Du får lov til at flyve steder, hvor A1-piloter ikke må.
Vil du lære mere eller tage A2? Vi planlægger et intensivt weekendkursus i Oktober med undervisning og prøve samme dag, interesseret?
Sørg for at være tilmeldt vores nyhedsbrev, så hvis vil ha mere information, tilmeld dig her
Hvad må du i A1, A2 og A3 – og hvilke krav gælder?
Når du flyver drone i den åbne kategori, skal du følge reglerne for den underkategori, din drone og operation hører under: A1, A2 eller A3. Her får du et hurtigt og klart overblik.
Underkategori A1 – tæt på mennesker
Du må flyve med:
C0-mærkede droner (under 250 g)
C1-mærkede droner (op til 899 g)
Legacy-droner under 250 g (uden CE-mærkning)
Regler for flyvning:
Du må ikke tilsigtet flyve over uvedkommende personer.
Hvis overflyvning sker, skal det være så kortvarigt som muligt, og du skal omdirigere straks.
Du må ikke overflyve personforsamlinger.
Hvis du flyver tættere end 2,5 meter på beboelsesejendomme, skal du have samtykke.(Læs mere om samtykke på Trafikstyrelsens hjemmeside.)
Krav for at flyve i A1:
Læs dronens brugermanual
Læs dronebekendtgørelsen
Bestå online teoriprøve til A1/A3(Undtagen for C0 og legacy under 250 g)
Underkategori A2 – tæt på mennesker med større droner
Du må flyve med:
C2-mærkede droner (900 g – 3,99 kg)
Regler for flyvning:
Du skal overholde 1:1-reglen (samme afstand til personer som din flyvehøjde)
Du skal holde minimum 30 meter til uvedkommende
Du må komme ned til 5 meter, hvis du flyver langsommere end 3 m/s
Du må ikke overflyve personforsamlinger
Du skal have samtykke, hvis du flyver nærmere end 2,5 meter på beboelsesejendomme
Du kan søge dispensation til at flyve i visse dronezoner – se kortet på Dronezoner.dk
Krav for at flyve i A2:
Læs dronens brugermanual
Læs dronebekendtgørelsen
Bestå teoriprøve til A1/A3
Bestå A2-teoriprøve og afgive praktisk egenerklæring
Underkategori A3 – væk fra mennesker
Du må flyve med:
Droner under 25 kg (inkl. legacy-droner)
Regler for flyvning:
Du skal holde minimum 150 meter til områder med beboelse, erhverv eller rekreative formål
Du skal overholde 1:1-reglen
Hvis uvedkommende nærmer sig, skal du afbryde flyvningen – senest når der er under 30 meter horisontal afstand
Du må ikke overflyve personforsamlinger
Du skal have samtykke, hvis du flyver tæt på beboelsesejendomme
Krav for at flyve i A3:
Læs dronens brugermanual
Læs dronebekendtgørelsen
Bestå online teoriprøve til A1/A3
Kilde: droneregler.dk
コメント